Rawr, siger dinoen

Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at der er nogen, der vil finde det her særlig interessant, men jeg er så småt i gang med at rydde op i spillerummet. Det er absolut ikke småting, der dukker op, når man bare graver langt nok ned i bunkerne, og jeg faldt over Jurassic Park spillet til Amiga! Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg har brugt på at skyde sagesløse dinoer i det spil, efter jeg fik det i julegave i 1993 sammen med bogen, Og vist nok endda Space Hulk brætspillet, hvis jeg ikke husker meget forkert.

Nå, men jeg ville bare lige sige, at jeg har scannet manualen (jeg kan ikke sige hvorfor – det virkede bare som en god ide), og den kan hentes her:

 

Jurassic Park

 

Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at gøre den tilgængelig, men alligevel, hvis du har rettighederne til den, så sig til, og jeg piller den ned :)

 

Det ser ud til, at mine 15 minutters berømmelse starter nu, for de gode folk fra HOL har besluttet at bruge manualen her. Hurra!

The Evil Dead

Næppe har nogen anden film, måske lige med undtagelse af The Rocky Horror Picture Show, opnået en så stor kultstatus som The Evil Dead – og per definition også Evil Dead 2 og Army of Darkness.

Manden, legenden, fænomenet, den evige B-film-skuespiller Bruce Campbell har om nogen gjort det acceptabelt at se og medvirke i film, der virkelig skraber bunden af Hollywoods septiktank.
Lad det være sagt med det samme, jeg elsker The Evil Dead serien og håber inderligt, at der kommer en efterfølger, selvom Campbell ikke var til at vride noget ud af i den nyligt afholdte AMA på reddit.

Hvad det præcist er, der gør film som The Evil Dead værd at se, er svært at sætte en finger på. Måske er det følelsen af at tænke “hold da kæft, det der kan jeg sgu også lave!” eller måske er det bare synet af 200 liter blodrød majssirup, der fosser ud ad væggene. Måske er det noget helt andet? Hvorom alting er så er The Evil Dead blevet et fænomen, og der findes næppe nogen, der ikke har set den eller i det mindste hørt om den. Skulle det dog alligevel være tilfældet, så er det historien om fem venner, der tager på weekendtur i en hytte langt ude i skoven, hvor de finder Necronomicon, de dødes bog. I kælderen under hytten finder de også et bånd, hvorpå der er indtalt besværgelser fra bogen, og en efter en bliver de besat af onde ånder, indtil kun vores helt Ash er tilbage og må slå, skyde og save for at overleve.

Det lyder måske nok som enhver anden nyere teen-flick, der tilsyneladende bliver spyttet ud, men tilbage i 1982 opnåede den i England som en af de første status som en regulær Video Nasty og blev endvidere forbudt i flere lande, herunder Finland, Irland, Island og Tyskland. Tyskerne var helt fremme i forreste linie med høtyve og fakler, og filmen var derfor forbudt helt frem til 1992, hvor en skamklippet udgave endelig fik lov til at slippe igennem censuren.

Det er uundgåeligt for en film af denne status ikke at blive kopieret, redigeret og på andre måder remixet til noget helt andet, og i 2004 så en Evil Dead musical dagens lys, men det, jeg egentlig vil tage fat i, er det første computerspil baseret på filmen. Og hvorfor så lige et spil fra 1984 og ikke Hail to the King, A Fistful of Boomstick eller Regeneration? Svaret er helt enkelt: På grund af DET HER:

Læs resten

Weekly World News

Hitler Lever! Fed Kat Ejer 23 Gamle Damer! Den Amerikanske Hær Finder Noas Ark!

 

Ja, det er ikke småting, der kan læses om i gode gamle Weekly World News, der havde kronede dage fra 1979 til 2007, indtil de valgte at droppe papirformatet og emigrere til nettet.

 

Jeg vil bare lige dele det her link. Der er sikkert nogen derude, der stadig har abstinenser fra da En Skør Skør Verden valgte at stoppe produktionen – eller rettere oversættelserne, for her får I originalen, der er havnet på Google Books. Der er årgang 1985 til 2007, og med lidt held dukker resten måske op en dag, selvom det nok ikke er noget man skal holde vejret i håb om.

 

Læs (næsten) hele striben af denne uudtømmelige kilde af troværdig journalistik ved at trykke på onkel Adolf herunder.